Historisk tilbageblik

Her følger en kort beretning om, hvad der gik forud for etableringen af et selvstændigt Dronningborg Sogn, og om, hvordan kirkebyggeriet kom i stand.
Kilde: Jubilæumsskrift af Poul E. Jensen (1979) Dronningborg Kirke og Sogn.

Anno 1954
Anno 2014

Sct. Mortens Sogns østre landdistrikt

Omkring århundredskiftet hed dette kirkesogn Sct. Mortens Sogns østre landdistrikt. Man havde nært tilhørsforhold til Randers - havde fællesskab om skoleforhold, alderdomsforsørgelse og medejerret til fattiganstalten og alderdomsasylet. På den tid boede der ca. 590 mennesker i dette distrikt.

Det sorte sogn
Mange ældre husker benævnelsen "det sorte sogn" i forbindelse med Dronningborg. Navnets oprindelse fortaber sig i fortidens mørke, men der kan have været forskellige årsager, bl.a. at vejnettet her var meget dårligt - at der ikke var nogen belysning på vejene om aftenen, eller også at man i dette distrikt ikke havde så let ved at indordne sig under de forhold, der blev pålagt det.

Herom kan følgende berettes: Gennem årene - helt tilbage til 1854 og måske længere - har der været strid mellem Randers købstad og landdistriktet om de beløb, der skulle erlægges for dette fællesskab - også på det kirkelige område. Disse stridigheder har været overdraget advokater, de har været for domstole, været behandlet på amtsplan, og resultatet blev, som ventet i de fleste tilfælde, at man skulle betale for de ydelser, man havde mulighed for at trække på efter de vedtagne normer, uanset om man gjorde brug af dem eller ej.

Kommunal selvstændighed

På grund af den industrielle udvikling i landdistriktet voksede befolkningstallet hurtigt. Vognfabrikken Scandia ved Hvidemøllen i Randers købte gården Marienlyst, der havde jordtilliggende på begge sider af skellet Randers-Dronningborg, byggede og flyttede fabrikken derud, hvor den ligger i dag på Udbyhøjvej. Man ønskede kommunal selvstændighed og fik det i 1904.

Men det kirkelige fællesskab med Sct. Mortens Kirke fortsatte. Begge sogne voksede, og man følte i Dronningborg, at man ikke blev tilgodeset nok rent kirkeligt, idet sognet lå i et yderdistrikt. På grund af dette opstod tanken om en kirke i den nye kommune. Men der skulle gå mange år endnu, før dette kunne realiseres.

På vej mod udskillelse af sogn og kirke

Menighedsliv og kulturelt liv
Før Dronningborg blev en selvstændig kommune, havde man opført sin egen børneskole, "Den røde skole" - der senere blev lærerbolig, da den hvide skole blev bygget. Og her på skolebakken, i skolestuen blomstrede det kulturelle liv.

Herom fortæller pastor Engberg fra Mellerup, at hans far var kaldskapellan ved Sct. Mortens Kirke i årene 1914-24 og havde Dronningborg som sit arbejdsområde. Han var sammen med sin far og mor med til møder og gudstjenester i skolen. Dog mindes han bedst det veldækkede kaffebord, som de blev inviteret på hos lærer Jensen og hans kone, efter mødet i skolestuen. Han fortæller endvidere, at lærer Jensen døde i føromtalte årti, og lærerpensionen var så ringe, at enken ikke kunne leve af den, men måtte finde sig et udkomme. Hun var dygtig til at bage, så hun byggede og startede Dronningborgs første bageri, nu JP Brød.

Kommunen voksede i folketal. Der blev holdt faste gudstjenester i skolen, men de kirkelige handlinger skulle henlægges til "moderkirken" i Randers. For at imødekomme de ældres kirkelige behov blev der indsat en bus til kirkekørsel om søndagen, men trods dette var der stor utilfredshed med det kirkelige fællesskab. Man følte, at det kirkelige sognearbejde blev forsømt, og så opstod tanken om, at en af Sct. Mortens Kirkes præster eventuelt kunne bo i Dronningborg og derved være mere i kontakt med befolkningen i området.

To personer, der var gode fortalere og ihærdigt arbejdede for kirkesagen i Dronningborg, skal nævnes. Den ene var sognepræsten ved Sct. Mortens Kirke, pastor Ingerslev. Han sluttede ofte, når kirkesagen var på tale, med at sige, at det blev, når Guds time var inde. Den anden person, der skal nævnes i denne forbindelse, er amtskontorchef Jelvard, Lille Bjellerup (tidligere Dronningborg kommunekontor og nuværende Bibliotek).

De kirkelige myndigheder var også efterhånden blevet opmærksomme på forholdene og støttede de bestræbelser, der lokalt blev gjort for at fremme sagen. Her tænkes på daværende biskop Bruun Rasmussen, Århus, og provst Ranmar i Galten.

Dronningborg får hjælpepræst
Omsider blev den længe ønskede stilling som hjælpepræst oprettet i 1938 med bopælspligt i Dronningborg.

Den første hjælpepræst blev den unge pastor Jens Møller fra Århus, om hvem der fortælles, at han var sognet en overmåde dygtig, nidkær og flittig præst, der med alvor gik op i sit arbejde. Han benævnes som pionerpræsten, der ønskede at komme i kontakt med befolkningen og derfor gik meget på husbesøg for på den måde at skabe kontakt mellem præst og menighed. Pastor Jens Møller fik kun et ganske kort virke som præst i Dronningborg, idet han døde kort tid efter påske i 1939 af en ondartet halsbetændelse.

Den næste hjælpepræst blev pastor Martensen, der fik bopæl hos Julia og Marius Christensen på Lysgårdsvej. Pastor Martensen og hans kone opnåede i den korte tid, de boede i Dronningborg, at blive meget afholdt, men på grund af embedets dårlige aflønning søgte de bort og flyttede til Egense på Fyn i sommeren 1940. En hjælpepræsteløn var på 200 kr. om måneden - selv på daværende tid må det siges at være en middelmådig løn.

Der oprettes et kaldskapellani ved Sct. Mortens Kirke
Myndighederne var opmærksomme på det uholdbare i og følgerne af den dårlige aflønning af dette embede og søgte derfor om at få det omdannet til et kaldskapellani ved Sct. Mortens Kirke, men stadig med bopælspligt i Dronningborg.

Den første kaldskapellan blev pastor Fogt, der som præst oplevede krigsårene i Dronningborg. Han var sønderjyde, hvad han sprogmæssigt lagde vægt på ikke at skjule, og som følge af sin tilknytning til grænselandet var han ikke særlig venlig stemt overfor besættelsesmagten. Ligeledes deltog han i modstandsbevægelsen. Han boede på Udbyhøjvej 148, 2. sal.

I 1944 indførte pastor Fogt "den røde bøsse«, en indsamlingsbøsse, hvor bidragene skulle gå til opførelse af en kirke i sognet. Beløbene, der kom ind, var små, så man kan sige, at tanken med indsamlingen på en måde var at minde menigheden om, at kirkesagen stadig var levende og skulle løses.

Pastor Fogt rejste i 1946 til Vellev som sognepræst og blev afløst af pastor Aagaard Poulsen i 1947. For at markere, at han både var præst for Randers og Dronningborg, indsættes han først i Sct. Mortens Kirke og dernæst i Dronningborg skole. Begge indsættelser blev varetaget af provst Vagn Riisager.

Den 1. november 1948 køber man cand. pharm. Gorm Hansens villa på Teglvej 7 til præstebolig.

Igen sker et præsteskift, idet Aagaard Poulsen flytter til Vrå som sognepræst, og han afløses af pastor Søren Anker-Møller, der indsættes i 1950 og fratræder i sommeren 1953, kort tid før Dronningborg bliver selvstændigt kirkesogn. I tiden indtil maj 1954 varetages vakancen af den unge præst ved Sct. Mortens Kirke, Hassel Jensen.

Kirkesagen
På initiativ af menighedsrådet i Dronningborg blev der den 18. januar 1943 indkaldt til møde på Højskolehotellet i Randers med det formål at få dannet en kirkekomité. Komitéen blev dannet for at forestå opførelsen af en kirke i Dronningborg, og den konstituerede sig med to udvalg, et indsamlingsudvalg og et byggeudvalg. Sognerådet gav tilsagn om at stille deres arkitekt til rådighed for forarbejdet, og det blev således arkitekt Peer Koch, der udarbejdede tegningerne til kirken.

Indsamlingsudvalget
Det var strenge krav, man arbejdede under. Halvdelen af byggeomkostningerne skulle samles ind i menigheden på frivillig basis, og så støttede staten med den anden halvdel. Endvidere skulle kirken være gældfri, når den var færdigbygget.

Hvad skete der i udvalget, der tog sig af indsamlingen? Man gik på husindsamling. Folk tegnede sig for et lille eller stort beløb. Beløbene kunne betales straks eller deles over flere gange. Der blev solgt mærkater og julekort, og man fik tilladelse til at sælge lodsedler. På kirkekomitéens møde den 26. januar 1952 kunne projektets økonomiske stilling opgøres. Der var indsamlet og indestod på bankkonti 80.141 kr. foruden en del beløb, som endnu ikke var indkommet. Nogle af disse penge ville først blive indbetalt, når byggeriet påbegyndtes. Endvidere var det bevilgede beløb på finansloven 100.000 kr.

Grundkøb
Menighedsrådet havde udset sig en grund på Rolighedsvej (Egholmsvej), hvor kirken skulle bygges. Grunden ejedes af Randers købstad, og de havde andre tanker med denne grund, idet den skulle udstykkes i villaparceller, og tilbød derfor en grund på højderyggen ved Ladegårdsbækken nord for Dronningborg Boulevard. Man understregede endvidere meget kraftigt, at grunden øst for Egholmsvej og syd for Dronningborg Boulevard ikke var en tilfredsstillende grund at bygge en kirke på i byplanmæssig henseende. På trods af disse argumenter fastholdt kirkekomiteen, at den nye kirke skulle ligge ved Egholmsvej.

16. maj 1954 - Et selvstændigt sogn med egen kirke

Man var nu så langt fremme den 7. februar 1953, at der kunne holdes licitation over byggeriet af kirken. Byggeriet blev påbegyndt om foråret, så snart vejret tillod det.

Grundstensnedlæggelse
Allerede i juni måned var man klar til grundstensnedlæggelse, og datoen blev den 12. juni 1953 kl. 16.00.

Under grundstenen nedlægges en skiferplade med følgende ord indgraveret:

"Grundstenen til denne Dronningborg sognekirke nedlagdes anno domino 1953 den 12. juni".

 Desuden nedlægges i en blykapsel et dokument med følgende indhold:

"Grundstenen til Dronningborg sognekirke, opført på dette af Bjellerup Ladegårds jorder erhvervede areal, nedlagdes anno 1953 den 12. juni i kong Frederik IX's syvende regeringsår, medens doktor theologiæ Skat Hoffmeyer var biskop over Århus stift, sognepræst til Harridslev og Albæk, magister Vagn Riisager var provst over Støvring og Galten herred, Jens Arberg sognepræst ved Sct. Mortens Kirke, Axel Thormann residerende kapellan og Søren Anker-Møller kaldskapellan samt distriktspræst i Dronningborg Sogn."

Klokkestabel

Igennem kirkeministeriets konsulent, Hans Nyholm, Århus, fandt man frem til, at der i Sørup kirke i 1952 var blevet kasseret en klokke til fordel for en større. Denne klokke stod hos De Smitske Jernstøberier i Aalborg. Denne klokke var støbt i 1905 i Aalborg af klokkestøber Sørensen. Klokken havde et tværmål på 58 cm, så den var ikke særlig stor af format. Det viste sig endvidere, at den var mislykkedes i støbningen, så det var ikke helt uden grund, at man havde kasseret den.

Men den blev den første klokke, der kaldte menigheden til gudstjeneste i Dronningborg kirke. Den havde følgende inskription:

"Jeg kalder på gammel og ung,
mest dog på sjælen træt og tung,
syg for den evige hvile."

Denne klokke afløstes først i 1969 af en ny klokke ved kirkeudvidelsen og tårnbygningen.

En enkel og smuk kirke

Dronningborg Kirke blev bygget med følgende mål:
Skib: Bredde: 8 meter / Længde: 12.5 meter
Kor: Bredde: 8 meter / Længde: 4 meter
Våbenhus /Tårn: Bredde: 8 meter / Længde: 4 meter.

Kirken blev opført af røde mursten. 156 siddepladser. Orglet placeret i våbenhuset. Skib og kor var bygget som en længde med tegltag. Våbenhuset blev udført og dimensioneret i fundamentet og ydervæggene således, at det kunne bære en påbygning af et tårn.

Det blev ikke den hvide landsbykirke, man havde drømt om. Det blev dog heller ikke den barakkirke, man en overgang drøftede. Det blev en enkel og smuk kirke.

Udvidelsen 1968-1969

I 1968 påbegyndtes dels en udvidelse af koret og dels en overbygning på våbenhuset.

Der blev anskaffet et nyt orgel, som monteredes over våbenhuset i pulpituret, hvor der også blev plads til kirkekor.

Der blev i første omgang anskaffet én ny klokke til det nye kirketårn, leveret af klokkestøberiet Petit og Fritsen i Holland.

Den 13. april 1969 blev kirken genåbnet af biskop Høirup.