Strikkecafé

Vi strikker dåbsgaver ...

I strikkecaféen strikkes dåbsklude med kristne symboler. Dåbskludene vil blive brugt ved dåb i Dronningborg og Gimming kirker, og efter dåben får dåbsfamilien den lille dåbsklud med hjem som en gave fra menigheden til minde om selve dåbsdagen og til påmindelse om det løfte, der er givet i dåben.

Interesserede mødes i sognegården tirsdag i ulige uger kl. 14.30-16 og hygger sig over en kop kaffe, mens der strikkes. Garn og mønstre udleveres i caféen.
Vil du vide mere, kan du kontakte menighedsrådsmedlem Jette Jakobsen, tlf. 60 18 03 70, jette.jakobsen@live.dk

Idéen fødes

Idéen til strikkede dåbsklude med kristne symboler blev født af hospice- og sognepræst på Djursland Ann Maj Lorenzen en oktoberdag i 2016. Hun gik i gang med at tegne forskellige mønstre. Efterfølgende samlede hun en gruppe interesserede i sin menighed i Thorsager-Bregnet-Feldballe Pastorat, og der blev etableret en strikkeklub.

Siden har idéen spredt sig til en række sogne landet over, og via en facebook-gruppe deler mere end 900 ivrige strikkere erfaringer og gode idéer, ligesom projektet har sin egen hjemmeside.

De strikkede dåbsklude giver mening både for dåbsforældrene og for dem, der strikker.

Dåbsklude og diakoni - i sognet

Ann Maj Lorenzen fortæller om sin idé:
"I dag tænker jeg, at det mest er et diakoniprojekt. Mennesker mødes og oplever et særligt fællesskab med hinanden. De får øje på den tilknytning de har til kirken og oplever sig selv som en del af menigheden og føler, at de bidrager med noget. Hos dåbsfamilierne mødes det med glæde og overraskelse, når de får den lille gave forærende efter dåben. Det gør, at menigheden ikke længere er et lidt fjernt abstrakt begreb for mange. Man får øjnene op for, at menigheden består af levende mennesker."

Dåbsklude og diakoni – også uden for landets grænser

Siden idéen med dåbskluden opstod, har det været Ann Maj Lorenzens plan, at et eventuelt overskud fra salget af opskrifter skulle bidrage til at hjælpe nødstedte spædbørn og deres familier. Og det er lykkedes. Hun fortæller, at det nu er sådan, at ”hver gang du køber en opskrift på dåbsklude giver du 1 kr. til Bibelselskabets projekt Mødre på flugt Dette gælder selvfølgelig fra og med den første opskrift, vi har solgt.” 
Læs om projekt Mødre på flugt.